AFTALEN ER På PLADS: SåDAN BLIVER FREMTIDENS æLDREPLEJE

Regeringen og aftalepartierne; Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre er torsdag blevet enige om en ny ældrereform.

Aftalen kommer til at frisætte ældreområdet, og tilgangen til området vil grundlæggende blive ændret, så vi i fremtiden vil styre på kvalitet og bærende værdier om selvbestemmelse for den ældre, tillid til medarbejdere og ledelse og tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. Desuden udvider reformen borgerens frie valg.

Det skriver Social- Bolig og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Flere kendte ansigter

Ældre skal i højere grad kende de medarbejdere, der kommer i deres hjem, og derfor skal faste teams udbredes. Aftaleparterne har til dette formål afsat et ekstra engangsbeløb på 376,1 mio. kroner i 2024 ud over det varige løft på en milliard kroner.

Helhedspleje skal være det bærende princip, og det indebærer, at én leverandør har det samlede ansvar for borgerens forløb.

Målet med helhedspleje er, at hjælpen og plejen i langt højere grad end før gives som et sammenhængende forløb, der koordineres med den enkelte ældre ud fra det aktuelle behov.

Vil forebygge forråelse

Med aftalen får ældreplejen også en milliard kroner ekstra om året til at løfte kvaliteten, plejen og omsorgen.

For at forebygge forråelse i ældreplejen og sikre kvalitet i indsatsen over for mennesker med demens afsættes desuden bl.a. ekstra 30,0 mio. kroner til forebyggelse af forråelse. Tilsyn på plejehjem forenkles og samordnes.

Borgere får bedre grundlag for at vælge mellem plejehjem med åbenhed om beboertilfredshed, og de får også flere typer af plejehjem at vælge imellem. Aftalen åbner for flere friplejehjem, og kommunale plejehjem får mulighed for at blive lokalplejehjem med flere frihedsgrader.

Både offentlige og private leverandører får mulighed for at levere alle pleje- og omsorgsforløb, så det understøtter målet om helhedspleje og faste teams.

Samlet understøtter reformen bevægelsen fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med mere lokal frihed og forandringskraft.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) siger:

”Vi tager i dag et syvmileskridt for at skabe det gode ældreliv. Med aftalen sætter vi mennesket før systemet. Ældre mennesker er forskellige. Den forskellighed skal ældreplejen afspejle. Derfor skaber vi rammerne for, at ældre, der har brug for hjælp og pleje, mødes i deres ønsker og behov. Vi styrer med tillid frem for minuttyranni. Med den enkelte ældres behov i centrum. Så vi danskere kan blive ved med at leve liv fyldt med livsglæde i stærke fællesskaber. Det er jeg rigtig glad for.”

Den årlige ekstra milliard kroner til ældreplejen ligger ud over de afsatte midler til den demografiske udvikling, som allerede er afsat i regeringens 2030-plan.

Du kan læse hele aftaleteksten på ministeriets hjemmeside: www.sm.dk 

Læs også

Tidligere minister er død efter længere tids sygdom

Lurende borgerkrig? Amerikansk politiker beder tilhængere bevæbne sig

Analyse: Politisk plan vil koste 30.000 arbejdspladser

2024-04-19T06:16:19Z dg43tfdfdgfd